Min vægtrejse

“En frygtelig kvinde”: Er man overhovedet en mand, hvis man ingen cd’er og plakater har?

efk-poster685x1015

Plakaten, hvor kvindens snedige blik er i fokus, titlen ”En frygtelig kvinde”, og beskrivelsen af filmen – alt sammen peger på det, at filmen handler om en kvinde og hendes mand. En kvinde, som legemliggør alle de forfærdelige, kastrerende kællinger, som laver mænd om til noget helt andet til deres fordel.
Fuld med begejstring mødt jeg op til forpremieren i biografen Dagmar. Endelig vil filmen handle om en kompleks, alsidig kvindelig karakter, som netop ikke kun er positiv, men har negative sider, – tænkte jeg. Og endelig – en film om en kvinde! For kvinder på den store skærm er ofte forenklende og kedelige, mens mandlige karakter ikke kun er mere interessante at følge med, men udgør også flertallet af karakter. New York Film Academy har regnet ud at der er et forhold på 5:1 mellem mænd og kvinder i Hollywood film producerede mellem 2007 og 2012. Majoriteten af de film og serier, vi ser, består ikke en simpel Bechdel test. Dette test går ud på at definere hvorvidt kvindekønnet er repræsenteret i værket. For at bestå testen, må der findes mindst to kvindelige karakter i filmen, hvis navn vi kender til, og disse kvinder må have mindst en samtale, og den skal ikke handle om mænd. Disse simple krav kan de fleste film og serier i dag ikke bestå. Og hvis man har den test i baghoved hver gang man ser tv, så indser man ret hurtigt at film og serier handler sjældent om mennesker, de handler om mænd. Og en gang i mellem også om deres kærester.
Filmen ”En frygtelig kvinde” er ikke en undtagelse. Den består ikke Bechdel testen, og Marie portrætteres fladt og ensidigt. Vi ser hende kun i forbindelse med konflikter mellem karaktererne: Hun ved bedre end manden til hvordan man putter glas i opvaskemaskinen. Hun gør et par ting om i den lejlighed hun nu også skal bo i. Og hun er prætentiøs, for hun vil gerne se ud som om hun forstår kunst, men gør det ikke. Desuden laver hun dårlig mad ud af rå grøntsager.
Ofte agerer hun som en typisk macho mand: Når hun taler til hovedkarakteren, tager hun ikke nej for et svar. Hun insisterer på at modtage oralsex uden at give til gengæld. Når de skændes, siger hun virkelig lede ting til ham. Vi kan ikke lide hende, for hun har bukserne på i forholdet. Derfor skal vi jo have medlidenhed med Rasmus. Det er synd for ham, for vi ved jo at det er manden som bør have styr på sin kvinde, ikke omvendt.
Men filmen handler ikke om hende. Den handler om Rasmus. En mand, hvis individualitet består af at spille fodbold i weekenden, drikke øl med vennerne, have en guitar stående derhjemme, og prale stolt om sin kliché macho drøm: Han vil tage rund Argentina på en motorcykel i et år. Disse få simple interesser udgør hans mandlighed, og denne mandlighed udgør hele hans identitet. Marie tvinger ham til at tilbringe tid med hende og skælde sig af med cd’er og plakater. Derfor, berøvet af disse, finder han sig rastløs og kastreret. For er man overhovedet en mand, hvis man ingen cd’er og plakater har?
Det fremstår tydeligt af filmen, at den mand ikke skal være i et forhold, for han har ikke lyst til at være i et forhold. At være i et forhold betyder at ofre og lære. Ofre mere end en plakat eller nogen cd’er. Lære mere end hvordan man egentlig vasker op, så tallerkener er rene.
Vi tror i dag, at det at elske er noget som skal komme af sig selv. Men det at kunne elske, virkelig elske, er noget man skal lære, og tydeligvis har ingen af parterne i filmen tænkt sig at lære det. Han, fordi det, at skære frugt for sin gravide kæreste og hendes veninder årsager ham sådan en lidelse, at han bliver nødt til at gå ud på trappen og skrige. Han har mentalitet af en 16-årige og bør sætter fri for at gå tilbage til at spille ”jeg har aldrig” og drømme om alle de kønssygdomme han ville samle på sin motorcykel i Argentina. Hun, fordi hun ikke kender til det simpleste. Der er ingen kærlighed der, hvor der er ingen respekt. Hun respekterer ikke sin ”lille mand”. Og derfor vil aldrig lære at elske ham.
Filmen vil med sikkerhed falde i god jord, for folk ser ud til at være rimelig trætte af alle de kællinger, som taler om at være undertrykt. Så lad os dog gå tilbage til gode gamle tider, hvor kvinder begrænser sin ytring til at skrive blogindlæg om børn, madlavning og mode, og hvor vi tager i biografen om aftenen for at hylde den ægte helt: den simple heteroseksuelle hvide fyr, som kan lide fodbold og øl, for der er jo ikke nok filme om ham.

   

1 kommentar

  • Jeg så traileren og havde allerede dér på ingen måde lyst til at se filmen, men du har lige bekræftet mine indledende tanker gange 10, så tusind tak! Velskrevet som altid 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min vægtrejse