Hvad er det jeg egentlig kan?

Er det OK at snyde?

imellem katte og Yiddish

Vi diskuterer meget hvor vidt det er acceptabelt at ty til plastikkirurgi. Diverse procedurer er nu blevet tilgængelige til den brede befolkning og der bliver færre og færre kvinder som ikke har prøvet den magiske virkning af hyaluronsyre fillers i ansigtet. Mange forargede stemmer siger bestemt at det ikke er ok.

Hvorfor?

Fordi det er unaturligt!

Det er fordi man snyder!

 

Det er ok at snyde i den situation, siger jeg.

Vi har alle set billedet her:

50684_organs_md

 

Så skræmmende fremstår illustrationer af kvindens malplacerede organer, som har tilbragt sit liv iført en korset (som meget andet victoriansk, er den tegning meget overdrevet og har ikke så meget med realitet at gøre). Victorianske folk må havde været gale i hoveder, for at tvinge alle de kvinder til at hele tiden være strammet af en sundhedsskadelig tortur enhed.

I dag gør vi intet af slagsen. Vi behøves ikke nødvendigvis en hvepsetalje, men man skal helst være fri fra strækmærker, rynker, cellulitis og folder.

Vi skal bare forblive for evigt unge, blive ved med at ikke have en fortid og ikke se ud til at nyde livet for meget.

Ansigtet skal være uden tegn af tyngdekraftens virkning.

Maven skal se ud til at ikke havet båret livets gave. Bryster skal se ud som om ingen babyer faldt i søvn med dem i munden.

Taljen og hofter skal signalere at man aldrig giver ind til fristelsen at fråseri. De skal gerne se ud som om man føler at man synder, hver gang man spiser mad.

I min barndom havde jeg en hobby at studere ansigter af gamle russiske damer, som jeg mødte på vej fra skolen: rynker har altid, altid fortalt alt om deres liv. Har de glædet sig mere end de har været sure? Har de elsked og var elskede eller var de berøvet af det? Rynker er livet referat, mindelinjer om alle de ting man var udsat for og alle de valg man har taget. Dem skal man ikke have. Som en kvinde. Kvinden skal ikke have en fortid.

Er din mor over 55-60 år gammel, spørg hende hvornår har mænd på gaden stoppet med at ligge mærke til hendes eksistens? Hvornår begyndte hun at føle sig helt usynlig? For det er det som sker for os, kvinder, når vi bliver ældre, vi findes ikke længere.

Men vi nægter! Vi nægter at blive skrevet af listen over kvindelige køn. Vi faker det. Vi barberer kønsbehåringen så snart den begynder at forekomme, for at for evigt forblive piger. Vi tegner opadrettede streger med eyelineren på vores øjenlåg, for at minimisere synet af første tyngdekraftsvirkning. Vi konturerer ansigtet for at snyde sig til en tyndere, mere proportioneret illusion. Vi knækker vores vaner og lærer os selv at spise mad, vi ikke nyder, kun for næringens skyld. Vi træner til vi får dårlige knæ, så vores kroppe mangler tegn på den tilfredshed vores mad og vores børn har givet os. Vi går 10 kilometer lange ture hver dag efter babys fødsel, så at vi ser ud præcis som den gang man var 18, helst inden et par måneder efter forløsningen. Vi opererer vores hængebryster, vi fjerner strækmærker med laser. Vi retter synkende læbekonturen op med læbestift. Og i at den naturlige hyaluronsyre begynder at forsvinde, sprøjter vi nyt hyaluronsyre ind, i ansigtet, i nakken, i knæ og hænder. Unge, stramme, uden fortid.  Stadigvæk ønskværdige, stadigvæk kvinder.

Vi skal ikke bære en fysisk korsage, men vi er bundne af at forblive forevig unge.

Man kan ikke bebrejde mennesker som prøver at fake det, som samfundet kræver fra dem. Naturen lærer os at snyde sine omgivelser i udbytte mod retten til at være. En kamæleon får skindet til at ligne et træ, ligesom kvinden får restylane behandlinger eller påfører makeup. Ved hjælp af træningscentre og steroider, får mænd muskler, som egentlig kun har æstetisk formål og er ubrugelige i hverdagslivet, for at hver fredag aften hælde en helt flaske ?AXE Seduction? lige i hovedet på sig og bestille en af de dyre borde i byen og imponere pigerne. Lige som eksotiske han-fugle med de mest overdådige farver og hale konstruktioner danser for hunnerne for at imponere dem.

Traditionen er jo i princippet hellere ikke imod det. Vi er vokset op med folklore, som til en stor grad består af at uanset hvor uheldige forudsætninger man starter med, kan man alligevel kæmpe sig frem med hjælp af et vittigt hoved og en smule held, og gør en rejse fra bunden hele vejen til toppen. Der hvor retfærdigt sæt, kun de stærkeste, de flotteste og de sundeste burde være. Vi elsker de historier og vi elsker når de bliver til virkelighed, som i tilfældet med prinsesse Diana.

Men hvis naturen faker, er det så ikke bare ok at fake alt?

Alle har den ven, som er den mest eksemplariske mand når han kommer hjem, han er bare en skat. Smilende og tilfreds holder han om sin kone over en brunch med hendes veninder, mens de snakker om deres loppemarked fund. Han keder sig ikke. Minden om den trekant han havde med begge veninder sidste uge holder ham smilende og underholdt, mens han bider i sin kones tørre kanelsnegl. Betyder det virkelig noget at der findes de to mennesker, som ved at han ikke elsker hende?

Alle har den veninde, som har den mest ulykkelige og destruktive forhold man kan forestille sig, men ligger de mest idylliske familiebilleder op på sin Facebook. Jo værre forholdet bliver, desto mere idylliske bliver billeder. Sandelig, hvis alle omkring mener at ens liv er perfekt, betyder det så ikke at den ER perfekt? Har det virkeligt betydning, at der er de to mennesker i selve forholdet som ved at deres liv er katastrofal?

Alle har ret til at leve, og alle har ret til at kæmpe for den bedste plads under solen. Alle har ret til et liv af lykke og fornøjelse. At snyde med sit udseende for at passe ind i nutidens idealer ? er ikke noget nyt, og ikke syndigt. For fører det til et lukkere liv med lykkelige forhold og lykkelige børn ? så er alt tilladt.

Men det er noget andet når man snyder sig selv. Man snyder sig selv for livet. Er det nu ikke mere synd? Er det nu ikke SYNDET?   Der går min grænse. Man må godt snyde sig til lykke, med det er dumt at snyde sig fra lykke.

Jeg applauderer kvinder, som med hånden på hjertet, kan sige at de ikke behøves at modulere sin krop, farve sit hår og bruge make up for at føle sig tilpas i dagens samfund. Ikke de kvinder, som egentlig gerne vil havde set ud, som Bella Hadid, men gider ikk? at sætte sig ind i makeup teknikken, alt det der med at træne, spise kedeligt og arbejde som en hest (for at tjene til alt den kirurgi). Jeg beundrer ikke dovenskab. Men de kvinder som føler sig tilpas med deres strækmærkede maver og hængende bryster, med deres bekymringsrynker og grinerynker. De har det fint med at folk kan se at de har levet. Levet et liv, som de har brugt på noget som havde en betydning for dem.

Jeg er ikke en af dem. Jeg sidder og strammer min mave ind, mens jeg skriver det her. Jeg er kvinden, som er opdraget til at leve i en mental korsage. En kvinde som skal for evigt være ung, stam og uden fortid.

   

1 kommentar

  • Anna

    Lidt en mindre detalje, men når du nævner et eksempel på én der har gået hele vejen fra bunden til toppen, er prinsesse Diana et bemærkelsesværdigt dårligt eksempel. Hun blev født på toppen. “Diana was born into a family of British nobility with royal ancestry as The Honourable Diana Spencer.”

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad er det jeg egentlig kan?