R.I.P. My beautifull Titz

Om misbrug, skønhed og flyvende syltetøjsglas

comparison

Begge billeder foroven er af mig, taget med ti års mellemrum.  Mine 20 og 30 år.

Både i udseendet og attituden er en kæmpe forskel tilsyneladende.

Uden tvivl bunder den forskel i en ændret indstilling til mit udseende: i de sidste ti år har jeg taget mit udseende som et arbejde. Et arbejde, som både skal passes og prioriteres, et erhverv, hvor antallet af kompetencer konstant skal øges. Den ændring er dog kun en facade til en dybere indre metamorfose.

Til både mine russiske og danske uddannelser hørte b. a. at kunne læse og forstå litteraturen på fem sprog, løse ganske komplicerede matematiske problemer og forklare diverse tektoniske fænomener. Efter gymnasiet startede jeg min teologiske universitetsforløb i Moskva. Nu kunne jeg også forklare hvordan Gud formoder at være treenighed og føre en nuanceret diskussion i teodicé spørgsmålet. Men efter have slugt et helt bibliotek af bøger, manglede jeg stadigvæk den mest elementære viden om hvordan man passer på sig selv.

En af de tidligste ting jeg kan huske fra min barndom var en hed diskussion med min mor i fireårsalderen. Diskussionen var over hvor meget man kan tillade sig at ofre sit velvære for de andre og endte i min mors bemærkning: ? Men du vil da ikke gifte dig med alkoholiker, som ligger nede i metroen??

Til hvilket jeg med stolthed proklamerede ?Jo! Jeg VIL gifte mig med en alkoholiker nede fra metroen!?

Jeg ville ønske at min mor ikke bare gik i forbløffelsen over min Oscar Wilde – inspirerede livsfilosofi, men snakkede noget fornuft i mig dengang, for 14 år senere var jeg gift med typen, godt nok lå han ikke i metroen, men han var en ægte vaske alkoholiker. Lige som alle alkoholiker, syntes han selv ikke han havde et problem, og var rigtig god til at stå på knæ og sige undskyld morgenen efter at havde kvalt mig med en telefonledning.

Selvfølgelig giftede jeg mig ikke med en tyran fra starten af og vi har haft gode tider. Som udgangspunkt havde vi det godt sammen, jeg ville være i et fast forhold og jeg ville være en mor. Desuden var jeg hardcore kristen, så ægteskab var den eneste fremtidsperspektiv. Vi blev gift da jeg var 18, jeg samlede mine ting og flyttede til Rusland. Mit liv gik lige efter planen – jeg var gift og gravid, om dagen studerede jeg teologi og om aften arbejdede vi på at bygge om på vores hjem. De lyserøde briller faldt af mig, når han slog mig for første gang i min seks måneders gravide mave. Jeg var sikker på jeg ville miste min pige, men det skete gudskelov ikke. Som det var i går husker jeg den aften, hvor jeg sad og græd og blev skræmt af mine egne tanker. Jeg ønskede at han gik ud på gaden og blev kørt over af en bil, fordi så var det bare en ulykke som kom i vejen for det perfekte glansbillede, jeg stræbte så meget efter. Jeg var så dybt ulykkelig men kunne simpelhed ikke erkende og tage ansvar for at havde lavet en kæmpe fejl. Da jeg besøgte min mor ugen efter, sagte jeg selvfølgelig at jeg bare slog mig ved kaffebordet, når hun spurgte om de blåmærker jeg havde.

For mig som ammende mor, med alle de søvnløse natter, studier og arbejde gik tiden hurtigere end nogen sinde. Fire år senere stod jeg stadigvæk i et forhold, hvor manden jeg forsørgede(!!) rutineret tæskede mig. Ønsket om at han bare en gang ikke kom hjem, bare blev kørt over af en bil, flyttede fast ind i min dagdrømme og skræmte mig ikke længere. Grunden til de daglige skandaler var hans ekstreme jalousi. Jeg gav mere og mere efter, gik i mere anstændig tøj og begrænsede det mandlige køn i min omgangskreds til præsten og familiemedlemmer. Men så fik jeg alligevel scener og blev kaldt den værste luder fordi jeg smilede til buddrengen eller besøgte min far alt for ofte. Havde jeg ikke givet noget anledning til dagens slutshaming, så var livets vigtigste spørgsmål på dagsorden: var jeg nu en rigtig jomfru da vi første gang havde sex. Alt det fyldt med både verbal og fysisk vold.

Det er vildt at tænke på i dag, at jeg hellere ville holde fast i det perfekte glansbillede end tænke på hvor traumatiserende de scener må have været for min datters psyke. Udenfor var vi et perfekt hjem med lykkelige billeder og håndbroderede gardiner, men indeni ønskede jeg at hver dag var min sidste.

Det kunne ses meget på mit udseende. Jeg mistede lysten til at se godt ud. Min krop var der kun for at passe på og forsørge mit barn. Jeg syntes det var vigtigere at hækle betræk til syltetøjsglas end at sætte sig ind i moden og finde et nogenlunde præsentabelt outfit. Hjemmelavede syltetøjsglas bidragede mere til udsmykning af min perfekte ægteskabsfacade. En dag blev sådan et flot halvliters syltetøjsglas kastet mod mit hoved, ramte ind i vægen og blev knust i tusind stykker omkring 20 cm fra min datters hoved. And Haleluja, the literal shuttering glass made my figurative glass shutter.

Da forstod jeg endelig at lige meget hvor meget han undskylder efter sidst, bliver næste gang kun værre. Hvis jeg ikke tager mig sammen nu, vil min desperate bestræbelse på at holde the Perfekt Family front en dag ende i en tragedie.

Jeg søgte skilsmisse og havde ham ude af mit liv inden en uge. Jeg gjorde det ikke ud af nogen stor kærlighed til min datter, på det tidspunkt var jeg så deprimeret at jeg helt mistede evnen at elske hverken sig selv eller nogen omkring sig. Men jeg forstod endelig, at det at jeg holdte fast i ægteskabet til enhver pris gjorde mig ikke til en god mor, men gjorde mig faktisk til mit barns værste fjende.

Med min mors ubegrænset støtte, var jeg skilt inden en måned (yes, Russian divorce rules are awesome like that) og tilbage til DK.

Jeg er så utrolig taknemlig til mig selv at jeg tog beslutningen til at stoppe med at være et offer.

Bagefter begyndte en lang process med at smide de gamle spøgelser ud af mit liv.

Da jeg blev gift, var jeg overbevist, at hvis jeg bare gav mine 1000% til folket omkring mig, ville de i retur gøre mig lykkelig. Min indstilling var at ægteskab eller moderskab ville gøre mig glad. Det krævede fire år i helvede for mig at forstå hvor meget det betyder at først gøre sig selv glad uanset sine omgivelser.

Jeg synes det er synd, at det skulle opstå en reelt fysisk fare for mit barn for mig at anerkende at jeg var i et destruktiv forhold. For havde han ikke kastet glas efter mig, burde jeg havde gået fra ham never the less. Jeg ville ønske at i stedet for madlavning bankede uddannelsessystemet i mit hoved at vold og misbrug ikke kun kan tage fysisk form. At konstant moralsk misbrug er lige så uacceptabelt som tæsk. At nedtrykt tilstand er lige så legitimt grund at sige fra som blåmærker. Og at en glad mor er en million ganger vigtigere end en gift mor.  Havde jeg vidst det, ville jeg ikke vente på de flyvende glas og de kvælende hænder for at afslutte det forhold.

Det tog tid at forstå at meget mere end et glad hjem glansbillede og syltetøjsglas skylder jeg min datter at være glad. Et barn skal lære at være glad og at altid stræbe efter at være glad. Hvem skulle hun ellers lære det fra end sin mor?

Den skilsmisse betød også en farvel til den ultra ortodokse kristne mentalitet, som min ex mand kun bakkede op i mig.

Jeg skulle lære at gøre ting udelukkende for mig selv og min egen skyld igen.

De ydre gestus blev for mig symboler for de mentale ændringer. Det tog tid at f. ex. ikke antage manicure som syndefuld tidsfordriv, tiden smidt ud af vinduet, som kunne ellers blive brugt på familien.

Det tog mig tid at lære at kigge på min egen krop og at ønske den krop det bedste. At finde det tøj som klæder dens silhouette, i stedet for at skjule den med noget anstændigt og praktisk.

Det at mit Straight A Student Syndrome førte mig til at viiiiiirkelig elske min krop på instagram er en anden historie.

Jeg vil vove at påstå at min datter er mere lykkelig i hænderne af hende til højre end af hende til venstre.

comparison-2

Det er ikke altid at den indre tilstand bliver så meget illustreret af det ydre, men i min tilfalde er der en synlig rød tråd: skønhed er ikke betinget af alder, men af kærlighed og respekt til sig selv.

   

7 kommentarer

  • Dasha

    Hvor er det smukt, Katja. Det giver mig virkeligt så meget håb og glæde og styrke at læse det her. Du slap ikke bare fri, du gik fra den forfærdelige tilstand af egen vilje og du vidste præcis hvorfor du gjorde det. Det er noget mange kvinder ikke kan. Din historie minder så meget om min mors at jeg får tårer i øjnene. Vi er flyttet fra Hviderusland til Danmark da jeg var 9, og selv om min far (næsten) aldrig har brugt fysisk vold, så medfører han hende den dag idag. Jeg har mange gange bedt min mor om at gøre præcis det her du har gjort her, men desværre har hun ikke forstået at ægteskabsglansbilledet er ligegyldigt sammenlignet med glæden som min mor of fars skænderier tager fra min lillesøster som stadig bor hjemme.
    Historier som dine varmer mit hjerte. Tak fordi du er som du er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Stærk læsning og dybt inspirerende. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Stærk historie og godt skrevet! Det eneste jeg rigtig har vidst om dig, indtil nu, har været baseret på billeder. Men du virker til at være et menneske med masser af dybde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Miguel

    Una historia muy fuerte, pero me alegro de que pudieras salir de esa pesadilla..
    Un hombre de verdad no es celoso, solo aquellos que son inseguros y se sienten inferiores actuan de esa manera
    Un marido y padre es alguien que brinda cariño y apoyo.
    Y una persona que te quiere de verdad siempre intentara de que crescas como persona cada dia mas, sin celos … La violencia nunca debe ser permitida.
    Un abrazo

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Zoey

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadeen

    I feel you. Jeg var udsat for noget lignende. Bare uden barn og i meget kortere tid. Det tog mig 6 måneder i et voldeligt ægteskab over fremmed land før jeg løb tilbage til Danmark. Du er stærk og en inspiration. Ser frem til at jeg når så langt som dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda Linares

    Respekt!!!! Af hele mit hjerte, respekt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

R.I.P. My beautifull Titz